Foredrag

Siden 2010 har Anne Glad optrådt som livsstilsekspert i det populære DR1-format ”Kender du typen?” Hun er kendt for at have fingeren på pulsen med danskernes livsstil og styr på forbrugsdata. Som fx, da hun i sin tredje bog Danskernes mad (2017) tog vores madkultur under kærlig behandling med udgangspunkt i Nielsen data af vores dagligvareindkøb. Interessen for danskernes forbrug stammer fra en lang karriere i reklamebranchen, men faktisk var hendes oprindelig afsæt en cand.mag. i nordisk litteratur og medievidenskab. I dag arbejder hun med foredrag, podcast, tv og som skribent.

Hjemme hos Danmark

Anne Glad fra Kender du typen? og Kristine Virén fra Hammerslag har fået en bogbaby; den hedder Hjemme hos Danmark - 117 nedslag i dansk boligkultur. Anne Glad og Kristine Virén tager dig igennem 100 år dansk bolighistorie - hvad er den særligt danske bolig - og hvorfor ser den ud, som den gør? Kristine Virèn er arkitekt og har styr på husene og rummene. Anne Glad har som livsstilsekspert tjek på forbrug og tingene i hjemmet. Et medrivende og morsomt foredrag, der både er en tidsrejse og et spejl af vores egen tid.

Glad & Virén har forskellige genstande med på scenen - og foredraget kan tilpasses, så det inddrager nye eksempler – fx virksomhedens eget produkt, hvis det findes i danske hjem.


Forstå generationerne

Der er kamp om arbejdskraften i disse år – det gælder om at holde på de ældste medarbejderne og tiltrække de nye talenter. Men hvad motiverer og driver os hver især? Samtidig undrer vi os indimellem over, hvordan vores kolleger agerer og prioriterer - ikke mindst dem, der er yngre eller ældre end os selv. Anne Glad leverer nye perspektiver til arbejdspladsen på alle generationer. Til både ledere og medarbejdere - i alle aldre. Der er basis for gode grin. 


Trends & forbrugeradfærd

De sidste år har været præget af kriser, og det har påvirket danskernes forbrug. Hvad er det, der ryger i kurven, og hvorfor køber vi de varer, vi gør? Hvilke nye trends skal vi holde øje med, og hvordan påvirker det vores dagligdag. Foredraget kan målrettes forskellige brancher efter behov.


Den bæredygtige forbruger

Direkte adspurgt siger danskerne, at bæredygtighed og klimavenlighed er vigtige faktorer, når de skal vælge produkter. Det kan ikke altid ses i salgstallene, men drømmen om en bæredygtig livsstil lever. Hvad er det egentlig, der står i vejen hos forbrugerne for at overgive sig til den grønne omstilling, og hvordan kan vi hjælpe hinanden til at træffe de mest bæredygtige valg? Inspiration, anvisninger og cases. Foredraget findes desuden i to varianter, der fokuserer på henholdsvis mode og fødevarer.


Bogforbrug - litteraturen som livsstilsmarkør 

Bøger er også forbrug, og litteratur en del af vores identitet og selvfremstilling. Anne Glad guider gennem danskernes læsevaner og forbrug af skønlitteratur - krydret med eksempler fra Kender du typen?, hvor bogreolen afslører mindst lige så meget som køleskabet. Oplagt foredrag til biblioteket.


Fru livsstilsekspert

Hvordan afkoder man en type? Hvad fortæller villaen, volvoen og vovsen om dig? Hvad signalerer du med dine forbrugsvalg? Anne Glad tager udgangspunkt i de populære tv-programmer og mange års analysearbejde, når hun spidder os som typer. Undervejs fortæller hun om karrierens mange til- og fravalg.


Vis mig dit kontoudtog …

I sin populære DR-podcast ”Du kender typen” har Anne Glad besøg af en kendt dansker, som tidligere har været hovedperson i Kender typen. Gæsten har i forvejen afleveret sin kalender og tre måneders kontoudtog, og samtalen handler om værdier og livsvalg, baseret på gæstens forbrug af tid og penge. Vi taler ikke om, hvad der kommer ind på kontoen – kun hvad pengene bliver brugt til. Det kræver en modig direktør (e. lign.), men så er der også basis for en ganske anderledes samtale og portræt til jeres virksomhedsarrangement. 

LYT HER


Bogselskabet

I fire år var Anne Glad vært for litteraturprogrammet Bogselskabet på DR. Mere end 150 danske
forfattere gæstede undervejs hendes hjem i det indre København. Siden har Anne Glad været en
populær vært til litteraturarrangementer, hvor hun interviewer forfattere, inspirerer læsere til nye
bogoplevelser eller kommer med bud på, hvad bøgerne på reolen fortæller om os som typer.

LYT HER


Konferencier og vært

Anne Glad er en dygtig interviewer og engageret i værtsrollen. Hun bliver ofte valgt som tovholder på konferencer, hvor hun samtidig kan bidrage med ekstra indsigter og perspektivering. Fx når det handler om adfærd, detailhandel, fødevarer, mode og livsstilsprodukter.